- Denne begivenhed er allerede afholdt.
The Calls
09/02/2023 @ 19:00
Med DR Vokalensemblet & Lone Larsen.
Stemmer kan skabe forandring, modstand og oprør. Og de kan berolige, trøste og skabe fred. Gennem ord, toner, lys og bevægelse åbner DR Vokalensemblet og dirigenten Lone Larsen for fem komponisters stærke vision om alt det, vi kan, når vi finder vores stemme – og bruger den i et stærkt fællesskab.
Stemmer der kalder. Stemmer der beder. Stemmer der lokker og forfører. Og stemmer der stiller spørgsmål, siger fra og protesterer.
DR Vokalensemblet og dirigenten Lone Larsen inviterer til en særlig koncert, som gennem ord, toner, lys og bevægelse viser fem nulevende komponisters vision om alt det, vi kan, når vi finder ind til vores egen vores stemme – og når vores stemmer smelter sammen.
Aftenen begynder med en inderlig bøn om fred, ’Make Peace’, af den Grammy- og Pulitzer-vindende amerikanske komponist David Lang. Også danske Niels La Cour beskriver længslen efter at slutte fred, både med os selv og med omverdenen, i sin poetiske ’Fred hviler over land og by’.
De to svenske komponister Ann Sofi Söderqvist og Tina Andersson kredser om universets storhed og vores ansvar og rettigheder som mennesker, der både rummer godt og ondt, mens fransk-canadiske Marie-Claire Saindon hylder kærlighedens evne til at sejre over had og krig – helt uden ord.
Aftenens hovedværk er uropførelsen af ’The Calls’, et samarbejde mellem komponisten Niels Rosing-Schow, den canadiske billedkunstner Brendan Fernandes, kuratoren Catherine Lefebvre og designeren Henrik Vibskov. Her smelter de lokkende kald fra sirener, vi kender fra den græske mytologi, sammen med den på én gang urovækkende og betryggende lyd af sirener, der rykker ud til en opstand, en ulykke eller et oprør – bl.a. inspireret af de seneste års ‘Black Lives Matter’-protester.
I spidsen for koncerten er den anerkendte kordirigent Lone Larsen, som denne aften dirigerer DR Vokalensemblet for første gang. Hun er uddannet på bl.a. Julliard School i New York, bosat i Stockholm og er kendt for sin innovative og inspirerende tilgang til kormusik, som gør hende til en efterspurgt dirigent hos førende kor og vokalensembler i hele Europa.
Make Peace (2016)
Fred hviler over land og by
Crossroads (2021), Dansk førsteopførelse
When a Thought of War Comes (2020), Dansk førsteopførelse
The Angel (2011)
The CALLS (2022), uropførelse