Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Himmelsk Kærlighed

24/01/2020 @ 19:30

Ensemble med DR VokalEnsemblet.

Oplev både jordisk og himmelsk kærlighed i fuldt flor ved denne koncert, hvor DR VokalEnsemblet synger kormusik med tekster fra Højsangen – en af Bibelens mest gådefulde tekster med sin lidenskabelige tone og stærke erotiske billeder. Den prisvindende norske dirigent Grete Pedersen leder koncerten.

Højsangen i Det Gamle Testamente handler om kys, vin og elskov. Allerede fra de første strofer er tonen lagt: ”Ville han blot give mig kys af sin mund! Din elskov er dejligere end vin, dejligere end dine salvers duft.”

Siden tidlige tider har man diskuteret, hvorfor Bibelen mon indeholder en så passioneret og ekstatisk hyldest til kærligheden. Skal teksten forstås bogstaveligt, eller er det sanselige og erotiske sprog i virkeligheden billeder på forholdet mellem mennesket og Gud?

Til denne koncert kan du roligt lade dig opsluge af ord og toner uden at spekulere over, om der er tale om himmelsk eller jordisk kærlighed. DR VokalEnsemblet opfører den franske komponist Daniel-Lesurs stort anlagte Cantique des Cantiques, som udfolder Højsangen for 12-stemmigt kor, side om side med bl.a. en af Monteverdis mesterlige madrigaler, som kredser om kærlighed, afsked og tab. Monteverdis 6. madrigalbog er et af komponistens mest originale og udtryksfulde værker, som gjorde ham til en international berømthed. Musikken spænder fra mytologiske skildringer af ulykkelig kærlighed til komponistens egen elegi for en ung hofsangerinde, der døde som kun 18-årig.

Koncertens dirigent er den karismatiske norske kordirigent Grete Pedersen, som også tidligere har dirigeret DR VokalEnsemblet.

Detaljer

Dato:
24/01/2020
Tidspunkt:
19:30

Sted

Trinitatis Kirke
Pilestræde 67
København K, 1150 Denmark